Problemerne med (manglende) webtilgængelighed blev i første omgang synlige på handicap-området. På den første primitive web var der ikke mange tilgængelighedsproblemer, da alle anvendte en tekstbaseret browser, navigerede ved hjælp af tastaturet, mulighederne for layout var begrænsede og siderne alene indeholdt tekst og links. I takt med, at nettet blev grafisk og kom til at indeholde mere komplekse elementer (fx scripts, billeder, multimedie), oplevede stadig flere handicappede brugere problemer med at få adgang til indholdet på nettet, og tilgængelighed blev sat på dagsordenen som en handicapforanstaltning. Problemerne var – og er – måske mest ”synlige” blandt blinde brugere, der bl.a. har svært ved at orientere sig på en visuel grænseflade, ikke kan anvende en mus og ikke har adgang til eksempelvis billeder, som ikke er beskrevet med tekst. Samtidig er der en stærk tradition indenfor det blindepolitiske område, og det har betydet at webtilgængelighed i mange sammenhænge bliver sat lig med blinde og svagsynedes muligheder for at kunne anvende nettet.
Problemet er dog langt større, det omfatter mange flere grupper og synshandicappede udgør reelt kun en meget lille minoritet af det samlede antal brugere med tilgængelighedsproblemer. Blandt mennesker med funktionsnedsættelser oplever eksempelvis også ordblinde, farveblinde, døve, døvblinde og motorisk handicappede brugere problemer.
Fra at have været en problemstilling blandt enkelte handicapgrupper, er webtilgængelighed nu ved at udvikle sig til at blive et generelt problem. Mennesker, som ikke normalt opfatter sig som handicappede – fx brugere med museskader og læsesvage brugere – oplever problemer med tilgængeligheden på Internettet, ligesom mange mennesker oplever tilgængelighedsmæssige problemer i kraft af den teknologi de anvender (fx PDA, mobiltelefon) eller den situation de befinder sig i (fx talestyring i bilen).
Man kan naturligvis argumenterer for, at problemer med manglende tilgængelighed er størst for mennesker med funktionsnedsættelser al den stund, at de ikke har noget alternativ. En bruger uden funktionsnedsættelser kan jo blot vælge at anvende en teknologi, som ikke giver anledning til problemer eller vente med at gå på nettet til vedkommende befinder sig i en situation, som ikke kræver eksempelvis talestyring.
Tilgængeligt webdesign handler imidlertid ikke om at tage hensyn til eller prioritere den ene gruppe i forhold til den anden. Ved at følge de internationalt accepterede retningslinjer for tilgængeligt webdesign sikrer man netop, at man tager hensyn til samtlige handicapgrupper og samtidig udvikler løsninger, som er til gavn for alle brugere. Eksempelvis vil kravet om, at netstedet følger et enkelt og konsistent design være til gavn for alle. Og kravet om, at alle illustrationer er beskrevet med alternativ tekst vil bl.a. betyde at billeder også indekseres korrekt af søgemaskinerne.
De internationale retningslinjer for tilgængeligt webdesign hedder officielt Web Content Accessibility Guidelines og udgives af World Wide Web Consortium (W3C) (fører til eksternt netsted). De bliver ofte kaldt WAI-retningslinjerne eller W3C-retningslinjerne.