Spring til indhold
Dansk
English
Print Sitemap

Synscenter Refsnæs og Sensus udstillede på HITmessen d. 9-10. September i Nyborg - landets største udstilling for IT-baserede hjælpemidler.

På fællesstanden blev RoboBraille tjenesten, Synscenter Refsnæs kurser og tilbud, Seika-displayet og Sensus løsninger indenfor tilgængeligt webdesign vist frem. Standen var velbesøgt - størstedelen af de gæster der lagde vejen forbi var indkøbere af it-hjælpemidler, repræsentanter for interesseorganisationer på handicapområdet og et hav af nysgerrige slutbrugere. "HITmessen handler ikke kun om at vise flaget, men om at skabe en dialog med de mennesker der kan bruge de ting vi laver til noget. På et arrangement som HITmessen er der tid og rum til den slags. Det tror jeg giver de bedste ideer til fremtiden," siger Rikke Syberg, som deltog på messen med Tanja Stevns, Svend Thougaard, Peter Mølgaard og Lars Ballieu Christensen.

Peter på HITmessen

Ved HITmessens afslutning kunne Hjælpemiddelinstituttet annoncere at antallet af besøgende havde været rekord højt. Foruden den fysiske udstilling af hjælpemidler var et trækplastrer de mange seminarer og workshops. Bl.a. holdt AEK-gruppen (Arbejdsgruppen for edb-koordinering) et internt seminar, hvor emner som Vejledning om pc-opsætning, Pædagogiske anbefalinger, Opsamling af erfaringer med begynderpunkt og Pronto og RoboBraille var på dagsordenen.

I 2009 vil HITmessen finde sted d. 15.-16. september 2009 på Hotel Nyborg Strand. Hjælpemiddelinstituttet søger i den forbindelse oplægsholdere, som har viden om, og erfaringer med, anvendelse og nytteværdien af it-hjælpemidler – bl.a. inden for områderne Alternativ og støttet kommunikation, Kognitiv støtte, Leg og fritid, Handicappede i erhverv, Undervisning/specialundervisning, Omgivelseskontrol/smarthome-teknologi, Telefoner/mobiltelefoner og Sindslidende/ADHD.

Et oplæg kan enten være et seminar, en workshop eller et hovedfordrag. Hjælpemiddelinstituttet skal senest 12. december 2008 have modtaget dit forslag til et seminar, workshop eller hovedforedrag. Yderligere information findes på Hjælpemiddelinstituttets hjemmeside.