Spring til indhold
Dansk
English

Sensus Nyhedsbrev – Januar 2009

Flyttemeddelelse
Indbydelse til reception
Kursus i tilgængelighed og tilgængeligt webdesign
Informationsindsats skal sikre tilgængelige hjemmesider
Handicapråd har stor indflydelse i kommunerne
Virksomheders sociale engagement
FN’s handicapkonvention – hvad står der i den?
Folkeskolen er en it-ørken - udviklingen står stille
Nyt om RoboBraille
Call for papers
Om Sensus nyhedsbrev


Flyttemeddelelse

Nu er det sket – Sensus er flyttet.
Fremover vil vi være at finde på

Torvet 3-5, 2. tv.
3400 Hillerød
Telefon: 48 22 10 03
sensus@sensus.dk
www.sensus.dk

Indbydelse til reception

Vi har i det seneste år udvidet vores områder og er blevet flere konsulenter. Derfor er vi flyttet i nye lokaler på Torvet 3-5, 2.tv i centrum af Hillerød og det vil vi gerne fejre.

I den anledning indbyder vi til reception torsdag d. 5. februar fra kl. 15.00-18.00 hvor der vil være lidt lækkerier til ganen, god musik og mulighed for at se vores nye testlokale.

Kig forbi og se hvor vi bor og hør mere om alt det vi går og laver. Inde på vores hjemmeside kan du se hvordan du kan finde os: www.sensus.dk/findvej.

Har du særlige behov i forhold til den fysiske tilgængelighed til vores lokaler, så ring og tal med os om det på 48 22 10 03.

Kursus i tilgængelighed og tilgængeligt webdesign

Tilgængelighed på Internettet er en forudsætning for, at alle har adgang til netværkssamfundet. Tilgængelighed kan samtidig være en svær størrelse at få hold på, og der er mange myter forbundet med tilgængeligt webdesign.

Den 31. marts 2009 kl. 9-16 holder Sensus kursus i egne lokaler på Torvet 3-5, 2. tv i Hillerød. Tilmelding kan ske via e-mail til kursus@sensus.dk eller telefonisk til 48 22 10 93.

Læs mere om kurset på Sensus hjemmeside via dette link http://www.sensus.dk/kurser

Informationsindsats skal sikre tilgængelige hjemmesider

Videnskabsministeriet, KL, Danske Regioner og Danske Handicaporganisationer søsætter en fælles kampagne, der skal gøre de offentlige hjemmesider tilgængelige for alle.

"It skal være for alle. Det må være udgangspunktet i et moderne samfund som vores, at vi sikrer borgerne fleksibel adgang til det offentlige via digital selvbetjening", siger videnskabsminister Helge Sander.

Formålet med informationskampagnen er dels at tilbyde det offentlige konkret, praktisk vejledning og hjælp til tilgængelighedsarbejdet og dels at formidle viden om tilgængelighed for samlet set at bedre tilgængeligheden af de offentlige hjemmesider.

Som led i informationskampagnen vil IT- og Telestyrelsen månedligt give konkrete tips og tricks til, hvordan de offentlige webmastere kan gøre tilgængeligheden af hjemmesiderne bedre. Tips & Tricks vil indeholde temaer om de mest udbredte eller mest komplicerede fejl – og hvordan man kan håndtere dem – og i øvrigt orientere om, hvad der sker på tilgængelighedsdsområdet.

"Der er stærkt brug for bedre information og konkrete værktøjer", mener Lars Ballieu Christensen, som er rådgiver og direktør i virksomheden Sensus, der har specialiseret sig i tilgængelighed.

"Man har formuleret nogle meget klare og præcise retningslinjer for opbygningen af offentlige hjemmesider. Vi ser bare alt for ofte, at man ikke bruger retningslinjerne," siger Lars Ballieu Christensen, der hilser kampagnen velkommen.

http://www.itst.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2009/informationsindsats-skal-sikre-tilgengelige-hjemmesider

Handicapråd har stor indflydelse i kommunerne

Undersøgelsen ”Kommunale handicapråd – erfaringer og gennemslagskraft 2008” viser, at handicapråd spiller en vigtig rolle i de lokalpolitiske beslutninger. Hele tre ud af fire af de spurgte rådsmedlemmer mener, at rådet får relevante kommunale initiativer i høring, og at politikere og forvaltning efterfølgende følger rådenes svar. Politikerne giver udtryk for, at arbejdet i rådet klæder dem bedre på til at tage beslutninger.

"Undersøgelsen viser, at handicaprådene er en solid succes, og at det altid nytter at rådføre sig med de mennesker, man vil løse problemer for. Det er meget positivt, at handicaprådene i langt de fleste kommuner er kommet på plads på så kort tid, at de tages alvorligt og dermed sikrer, at der tages hensyn til de særlige behov, som mennesker med forskellige handicap har, når der skal træffes beslutninger. Der er ingen tvivl om, at der bag de flotte resultater ligger et stort stykke arbejde fra de enkelte handicapråd," siger velfærdsminister Karen Jespersen.

Rapporten 'Kommunale handicapråd – erfaringer og gennemslagskraft 2008' kan downloades her

Virksomheders sociale engagement

En undersøgelse af lønmodtageres syn på og oplevelser med virksomheders sociale engagement viser at lønmodtagerne finder, at det er blevet mere belastende og mindre aflastende at have kollegaer med nedsat arbejdsevne. Dette kan formentlig have mange årsager, men et budskab kunne være, at man skal passe på ikke at presse de ’raske’ lønmodtagere så meget, at de selv bliver sygdomsramte, og den ellers positive holdning til socialt engagement sættes over styr.

Undersøgelsen viser, at knap halvdelen af lønmodtagerne har betænkelighed ved en kollega, der har en psykisk lidelse, mens dette kun gælder for knap en tredjedel, hvis det drejer sig om en kollega, der er blind.

Læs hele undersøgelsen her: http://www.sfi.dk/sw62979.asp

FN’s handicapkonvention – hvad står der i den?

I efteråret kom den danske oversættelse af FN’s handicapkonvention og det forventes at Danmark ratificerer den til foråret. 

Et eksempel på indholdet i konventionen er §21 om Ytrings- og meningsfrihed samt adgang til information, der lyder:

Deltagerstaterne skal træffe alle passende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap kan udøve deres ret til ytrings- og meningsfrihed, herunder frihed til at søge, modtage og meddeleoplysninger og tanker på lige fod med andre og ved alle former for kommunikation efter eget valg som defineret i konventionens artikel 2, herunder ved:

a) at information til den brede offentlighed gives til personer med handicap i tilgængelige formater og ved hjælp af teknologi, der er passende for forskellige typer af handicap, inden for en rimelig tid og uden yderligere omkostninger,

b) at acceptere og gøre det lettere for personer med handicap at bruge tegnsprog, punktskrift, forstørrende og alternativ kommunikation og alle andre tilgængelige kommunikationsmidler, -måder og -formater efter eget valg i samspillet med det offentlige,

c) at opfordre private udbydere af tjenesteydelser til den brede offentlighed, herunder via internettet, til at levere information og ydelser i formater, der er tilgængelige og anvendelige for personer med handicap,

d) at tilskynde massemedierne, herunder udbydere af information via internettet, til at gøre deres ydelser tilgængelige for personer med handicap,

e) at anerkende og fremme anvendelsen af tegnsprog.

Du kan læse hele den danske oversættelse af konventionen her: http://www.social.dk/ministeriets_omraader/handicap/handicappolitik/index.aspx?id=7877f697-19e9-45d6-9935-e617abb62337

Danske Handicaporganisationer inviterer til en gennemgang af FN’s Handicapkonventions vidtrækkende perspektiver. Mødet foregår den 30. marts 2009 fra klokken 19.00 til 21.30 i Valby Kulturhus. Du kan tilmelde dig hos Janne Sander på mail: janne@post5.tele.dk eller telefon: 36 16 45 81.

Læs mere om mødet her: http://www.handicap.dk/lokalt/kobenhavn/kalender/FNs-Handicapkonvention-en-gennemgang-af-de

Folkeskolen er en it-ørken - udviklingen står stille

Udviklingen har stået stille i 13 år, når det handler om at anvende it i undervisningen, viser ny rapport. Lærerne vil hellere bruge tavlen end teknologien.

Glem alt om computere og internet i undervisningen.

Selvom folkeskoler og gymnasier bugner af ny it, er det stadig tavlen og kridtet, der er lærernes foretrukne værktøj, når klokken ringer til time. Det viser en undersøgelse, som forskningsinstituttet Dream har foretaget sammen med Nationalt videnscenter for læremidler.
Undersøgelsen vækker overraskelse i brancheforeningen IT-Branchen.

"Det lyder kritisk, hvis lærerne synes, at de gamle lærebøger og overheadprojektorer er måden at undervise eleverne på," siger Jakob Lyngsø, direktør i IT-Branchen. Han efterlyser en indsats, så den nye generation af undervisere i højere grad vil ty til teknologien, når børnene skal lære deres ABC.

"Hele læreruddannelsen skal opgraderes på det her område, og it-pædagogik skal indgå på en langt større måde," siger han. Også selvom nogle lærerstuderende ikke kan se mulighederne i at undervise med ny teknologi.

"Der er nok også nogle lærerstuderende, der synes det er træls at bruge tid på matematik eller fysik eller et andet fagområde. Men det giver en nødvendig basisviden," siger han

Læs mere på http://www.computerworld.dk/art/49798?a=newsletter&i=2251

Nyt om RoboBraille


RoboBraille giver ordet til Sara

Sara taler med en høj, klar og tydelig stemme og siger altid det man vil have hende til. Sara er en ny dansk stemme i e-mail-tjenesten RoboBraille, som hjælper mennesker der er blinde, svagsynede og ordblinde med at omdanne elektroniske dokumenter til syntetisk tale eller punktskrift.

"Da det er vigtigt for os at give brugerne en service af bedste kvalitet har vi valgt at supplere den tidligere stemme Carsten med en ny stemme," udtaler Lars Ballieu Christensen, der er medopfinder af RoboBraille. "Den nye stemme lyder mere naturlig og jeg tror den vil appellere mere til personer, som ikke er vant til at anvende syntetisk tale, f.eks. ældre.", tilføjer han.

Den nye stemme, udviklet af Prolog Development Center A/S, kan opleves ved at sende en mail vedhæftet det dokument man ønsker konverteret til lyd til tale@robobraille.org. Foretrækker man Carsten så er adressen tydeligtale@robobraille.org.

Nu kan RoboBraille også håndtere .docx-dokumenter

Microsoft har doneret licenser til RoboBraille. Det har betydet at vi har kunnet udvikle RoboBraille til også at kunne håndtere .docx-dokumenter.
Du kan læse mere om hvilke dokuement-formater RoboBraille understøtter, samt hvilke formater du kan få din fil konverteret til på http://www.robobraille.org/Supprt_Dokumentformater.

Film om RoboBraille

I anledningen af at RoboBraille i december vandt e-Inclusion prisen har EU kommissionen besluttet at lave en dokumentar film om projektet. Filmen bliver optaget i løbet af februar under ledelse af den britiske instruktør Dominic Hartley, som bl.a. tidligere har arbejdet for BBC.

Få et bogmærke med RoboBraille-mailadresserne

Vi har samlet de mest brugte mailadresser på et bogmærke. Vil du gerne have et eller flere bogmærker til sendt, så send en mail til linda@robobraille.org. Vi har bogmærker på engelsk, dansk og engelsk punktskrift.

RoboBraille på Facebook

Husk at tilmelde dig vores gruppe på Facebook. Her kan du se nyheder om RoboBraille og videoer om hvordan du kan bruge tjenesten.
Du finder vores Facebook-gruppe her: http://www.facebook.com/home.php?#/group.php?gid=35605485419

Call for papers

EICS2009: Deadline 25/2-2009: http://eics-conference.org/2009/submission.html
eChallenges e-2009: Deadline 27/2-2009: www.echallenges.org/e2009/default.asp?page=c4p

Om Sensus nyhedsbrev

Sensus’ nyhedsbrev udsendes ca. 6 gange om året. Vi vil gerne høre fra dig, hvis du har en idé til en god historie, eller hvis du har kommentarer til indholdet.
Kontakt Linda: linda@robobraille.org 

Tilmelding: Ønsker du at tilmelde dig mailinglisten for danske og internationale nyheder om tilgængelighed og tilgængeligt webdesign, kan de sende en e-mail til listadministrator@sensus.dk uden emne og med teksten subscribe accessibility i indholdsdelen.

Afmelding: Hvis du ikke ønsker at stå på mailinglisten, kan du sende en e-mail til listadministrator@sensus.dk uden emne og med teksten unsubscribe accessibility i indholdsdelen.