Kursus i digital tilgængelighed
Tilgængelighed på Internettet er en forudsætning for, at alle har adgang til netværkssamfundet. Tilgængelighed kan samtidig være en svær størrelse at få hold på, og der er mange myter forbundet med digital tilgængelighed.
Tilmelding, sted, tid og pris
Undervisere
Dette kursus er et heldagskursus (kl 9-16, 7 timer inkl. pauser og frokost) og er et grundlæggende kursus, som introducerer bredt til emnet. Kurset henvender sig til webmastere, udviklere, informationsmedarbejdere, redaktører, indkøbere og it-chefer.
På kurset lærer du, hvordan du sikrer tilgængeligheden til et netsted fra start til løbende vedligeholdelse:
- Formulering af organisationens tilgængelighedspolitik
- Udarbejdelse af kravspecifikation
- Grafisk design og tilgængelighed
- Teknologivalg
- Leverandørvalg
- Implementering
- Drift og vedligehold af et tilgængeligt netsted
Du lærer også om tilgængelighedstests og automatiske valideringer af tilgængeligheden. På kurset får du udleveret en række praktiske værktøjer i form af eksempler, skabeloner, tjeklister og whitepapers, som kan anvendes direkte til sikring af tilgængeligheden.
Kurset tager udgangspunkt i de internationale retningslinjer for tilgængeligt webdesign fra World Wide Web Consortium (W3C), som også danner grundlag for de danske retningslinjer. Kursets er en kombination af teori og praktiske erfaringer, som Sensus siden 1995 har gjort sig gennem vurderinger af et stort antal netsteder. Desuden får du demonstreret, hvordan mennesker med særlige behov oplever utilgængelige netsteder.
Du lærer blandt andet om:
- Tilgængelighed til grafisk design og navigation
- Overblik over kompenserende teknologier og (u)tilgængelighed i praksis: Demonstration af skærmlæsere som JAWS, ZoomText, ...
- Hyppige brud på retningslinjerne og konsekvenser for brugerne
- Køb og drift af tilgængelige netsteder: Politik, kravspecifikation, udbud, implementering, test, drift
Retningslinjer fra WAI - Web Accessibility Initiative
Der findes en række anerkendte retningslinjer, som sikrer en meget høj grad af tilgængelighed. I Danmark, EU, Canada og Australien er man enige om at følge retningslinjerne for tilgængeligt webdesign fra World Wide Web Consortium (W3C) kaldet WCAG - Web Content Accessibility Guidelines. Således har eksempelvis Digitaliseringsstyrelsen anvendt W3C-retningslinjerne som grundlag for sit arbejde med at sikre tilgængeligheden til offentlige, danske netsteder.
Kurset giver en detaljeret gennemgang af hvert enkelt af de 38 succeskriterium på niveau AA i WCAG, som er obligatorisk for mange organisationer at anvende.
Via eksempler fra hjemmesider samt implementeringsforslag får man et dybdegående kendskab til dos and don’ts, når man udvikler og vedligeholder hjemmesider, som skal være godt tilgængelige.
De forfatterværktøjer, som man anvender til at publicere webindhold, har også en betydning for tilgængeligheden. Derfor introduceres der også til Authoring Tools Accessibility Guidelines (ATAG) på kurset.
Tilmelding kan ske via e-mail til kurser@sensus.dk eller telefonisk til 48 22 10 03.
Tilmelding er bindende. Kursuspladsen kan uden omkostninger overdrages til en kollega fra samme arbejdsplads.
Kurset bliver afholdt hos Sensus ApS, Torvet 3-5, 2. tv., 3400 Hillerød.
Prisen for deltagelse i kurset er kr 6.500 ekskl. moms.
Prisen omfatter kursusafgift, kursusmaterialer og forplejning. Forplejning dækker frokost samt kaffe, te og vand.
Kurset vil passende kunne kombineres med et kursus i tilgængelige dokumenter. Klik her for mere om tilgængelig dokumentproduktion.
Magnus Kjøller Lou har speciale i tilgængelighed og brugervenlighed. Magnus varetager til dagligt områder inden for rådgivning i digital tilgængelighed, såsom ekspertvurderinger og brugertests af netsteder og tilgængelighed i Content Management Systemer, sikring af tilgængelige pdf-filer og webtilgængelighed generelt.
Lars Kofod Bødtger har speciale i fokusgrupper og brugervenlighed. Lars varetager til dagligt områder inden for rådgivning i digital tilgængelighed, såsom ekspertvurderinger og brugertests af netsteder og tilgængelighed i Content Management Systemer, sikring af tilgængelige pdf-filer og webtilgængelighed generelt.
Jacob Nielsen underviser brugere i anvendelse af kompenserende teknologi og er superbruger i anvendelse af skærmlæserprogrammet JAWS. Ud over undervisning rådgiver Jacob i tilgængeligheden til hjemmesider med anvendelse af JAWS og deltager i tilgængeligheds- og brugervenlighedstest.