Spring til indhold
Dansk
English
Print Sitemap

Sensus Nyhedsbrev – maj 2009

Kursus i tilgængelighed og tilgængeligt webdesign
Ansættelser
Ny portal for professionelle IT-brugere
Punktskrift på medicinalemballage
Tidens Tegn besøger Sensus
Borgere overses på nettet
Computerprogram gav livskvalitet tilbage
Nyt om RoboBraille
Om Sensus nyhedsbrev


Kursus i tilgængelighed og tilgængeligt webdesign

Tilgængelighed på Internettet er en forudsætning for, at alle har adgang til netværkssamfundet. Tilgængelighed kan samtidig være en svær størrelse at få hold på, og der er mange myter forbundet med tilgængeligt webdesign.

Den 12. august 2009 kl. 9-16 holder Sensus kursus i egne lokaler på Torvet 3-5, 2. tv i Hillerød. Tilmelding kan ske via e-mail til kursus@sensus.dk eller telefonisk til 48 22 10 93.

Læs mere om Sensus' kurser.

Ansættelser

Sensus ApS har ansat cand.it Maria Barrett som rådgiver. Maria skal primært arbejder med forskellige tests og sikring af tilgængelighed til netsteder. Maria er fra IT-Universitetet i København med speciale i brugercentreret design og brugsvenlighed – herunder særligt inkluderende design og kommunikationshjælpemidler”

Cand. merc. (SOL), HD (o) Anne-Mette Krifa er blevet tilknyttet som projektleder. Anne-Mette skal primært arbejde med at dyrke nye forretningsområder, finansieringsmuligheder og projektansøgninger indenfor områderne teknologi og handicap. Anne-Mette har mange års erfaring såvel fra det private som det offentlige, og har i en årrække fungeret som underviser, proceskonsulent og har faciliteret forandringsprocesser i forskellige sammenhænge. Anne-Mette har desuden tilrettelagt og udviklet undervisningsmateriale, herunder også e-læring materiale og har omfattende projekterfaringer såvel fra nationale som internationale projekter i EU-regi.

Ny portal for professionelle IT-brugere

En ny portal – www.digitaliser.dk – samler for første gang på et sted alle de bedste anbefalinger om it-arkitektur og standardisering og de offentlige it-krav. Her kan alle, der arbejder med digitalisering, finde og dele viden om standarder og it-arkitektur og debattere og netværke. Danmark har dermed fået sin første rigtige sociale platform for digitalisering.

"Vi samler de centrale anbefalinger og vejledninger om it og tilbyder et kontakt- og debatsted for professionelle it-brugere. Og målet er, at det kan styrke samarbejdet om at digitalisere Danmark mellem offentlige og private parter", siger videnskabsminister Helge Sander.

Digitaliser.dk bygger videre på erfaringer fra netsteder som Amazon og YouTube. Og ud over de åbne, obligatoriske standarder for offentlige it-projekter samt anbefalinger til it-arkitekturen suppleres der på netstedet også med konkrete it-projekt-erfaringer.

"Det er vigtigt at gøre det lettere at skabe sammenhæng i digitaliseringen, fordi det er en god måde at effektivisere den offentlige sektor på. Sammenhæng er netop, hvad både myndigheder og it-leverandører efterspørger", siger konstitueret vicedirektør i IT- og Telestyrelsen Adam Lebech.

Der er mulighed for at deltage i forskellige grupper på portalen - Sensus deltager i tilgængelighedsgruppen.

Besøg det nye netværk her (fører til nyt netsted).

Læs hele nyheden om digitaliser.dk her (fører til nyt netsted).

Punktskrift på medicinalemballage

Punktskrift på medicinalemballage har været et EU-krav siden januar 2009 på produkter, der er godkendt til salg før 2005.

For Sensus har det betydet flere henvendelser fra medicinproducerende virksomheder, men også en voksende interesse fra virksomheder inden for andre brancher, der ønsker at sende et signal ved at præge deres emballage med punktskrift.

"Punktskrift sender et positivt signal om socialt engagement, og i tider hvor der snakkes om sociale regnskaber og social ansvarlighed, så kan punktskrift på eksempelvis æsker og menukort være en ny måde at markedsføre sig på." siger Anne-Mette Krifa, projektleder hos Sensus.

Sensus tilbyder:

  • Rådgivning om punktskrift på medicinalemballage
  • Produktion af punktskrift i form af grafisk artwork
  • Indlægssedler i alternative formater (punktskrift, tale, forstørret tryk, tags)
  • Produktion af punktskrift på mock-ups (punktskrift på en eller ganske få æsker i forbindelse med godkendelsesprocessen af et lægemiddel)
  • Formidling af kontakt til æske- og etiketproducenter, specialtrykkerier
  • Test af punktskrift på medicinalemballage

Læs mere om punktskrift på vores hjemmeside.

Tidens Tegn besøger Sensus

I april var Tidens Tegn - et politisk og samfundsmæssigt tv-program for døve - forbi Sensus og lave et indslag om døves tilgængelighed til offentlige hjemmesider. Det er et udbredt ønske blandt døve at flere offentlige hjemmesider bliver tegnsprogstolket, da tegnsprog er døves modersmål. I indslaget fortæller Sensus om de nye retningslinjer for tilgængelighed og laver en lille brugertest med en døv person.

Vi forventer at udsendelsen bliver sendt på DR i løbet af de kommende måneder.

Følg med under nyheder på vores hjemmeside.

Borgere overses på nettet

Siden 1. januar 2008 har web-tilgængelighed været en obligatorisk standard for alle offentlige websites, men kortlægninger af tilgængeligheden viser, at der stadig er et stort behov for at sætte fokus på området – i såvel kommuner og regioner som ministerier og styrelser.

Offentlig information og kommunikation bør være rettet mod og kunne bruges af alle borgere, uanset behov og funktionsevne. Og med den tiltagende anvendelse af elektroniske selvbetjeningsløsninger bliver tilgængeligheden stadig vigtigere. Tilgængelighed handler ikke kun om at tilgodese borgere med funktionsnedsættelser, men om at give alle borgere mulighed for at tilpasse informationen efter egne behov – fx forstørre skriften, anvende tastatur i stedet for mus eller anvende PDA eller mobiltelefon.

På Web-tilgængelighedskonferencen 9. juni 2009 på Comwell i Kolding skaber vi et overblik over krav og retningslinjer og fokuserer på, hvordan man i praksis kan inddrage tilgængeligheden som en del af udviklingsprocessen. Vi gør opmærksom på faldgruber og giver gode råd og vejledninger til at udvikle et tilgængeligt website.

Nogle af oplægsholderne står midt i udfordringerne med at udvikle et nyt website, som inddrager tilgængelighedskravene, og på konferencen fortæller de om deres overvejelser og erfaringer og give inspiration til, hvordan man løser udfordringerne.

I to workshops får deltagerne mulighed for at arbejde med konkrete metoder og redskaber til at sikre tilgængeligheden i det daglige arbejde eller til at sikre, at elektroniske dokumenter og blanketter kan anvendes af alle borgere.

Det kan være en øjenåbner at erfare, hvilke problemer der er på ens eget website. I pauserne er der mulighed for at få vurderet eget website af en borger, som anvender skærmlæser og syntetisk tale.
Konferencen er målrettet it-chefer, kommunikationschefer, webmastere – og andre der har ansvaret for web-tilgængeligheden i forbindelse med indkøb, politik, drift, redaktion m.m.

Web-tilgængelighedskonferencen er arrangeret af Hjælpemiddelinstituttet i samarbejde med IT- og Telestyrelsens Kompetencecenter it for alle (KIA), Sensus og Videncenter for Synshandicap.

Yderligere information og tilmelding på www.hmi.dk/kurser (fører til nyt netsted).

Computerprogram gav livskvalitet tilbage

Jakob Lykke Sørensen kan hverken tale eller bevæge sig. Alligevel kommunikerer han fint med sin datter på 8 år. Han laver nu selv computerprogrammer, som kan gøre både hans og andres liv lettere.

Jacob lykke Sørensen fik for syv år siden konstateret ALS: Amyotrofisk lateral sklerose, som har angrebet hele hans krop, men ikke hans hjerne.

Jacob er uddannet software-udvikler. Og har selv udviklet et computerprogram, som kan hjælpe ham i hverdagen. Jacobs hjælpere kan se hans program for dagen og hvilke ønsker han har om pleje. Det program har nu ført til et job som programmør af hjælpemidler til folk med ALS.

Se indslaget på www.tv2east.dk (fører til nyt netsted)

Nyt om RoboBraille

RoboBraille atter finalist til prestigefyldt pris

Torsdag den 7. maj modtog Synscenter Refnæs og Sensus nyheden om at RoboBraille atter engang finalist til en prestigefyldt pris.

Via vores partner i Storbritannien, the Royal National College for the Blind, er RoboBraille-tjenesten nomineret til den nationale britiske eWell-Being Award 2009 i kategorien ”Reaching the Digitally Excluded”.

Den nationale britiske eWell-Being Award er stiftet for at sætte fokus på de sociale, økonomiske og miljømæssige fordele ved informations- og kommunikationsteknologi. Målet er at identificere og fremme den mest innovative brug af IKT anvendt af myndigheder, virksomheder, organisationer og akademiske institutioner.
Prisuddelingen finder sted den 17. juni i London.

Læs mere om The National eWell-Being Awards her (fører til nyt netsted).

RoboBraille på Nordisk Kongres for synspædagoger

13.-15. maj 2009 vil RoboBraille have en demonstrations-stand på Den Nordiske Kongres for Synspædagoger. Kongressen afholdes i Lund og har temaet ”Synspædagogikken i et livslangt perspektiv”. I anledning af 200-året for Louis Brailles fødsel vil der under kongressen være en historisk særudstilling om punktskrift.

Læs mere om kongressen i Lund her (fører til nyt netsted).

RoboBraille på Facebook

Husk at tilmelde dig vores gruppe på Facebook. Her kan du se nyheder om RoboBraille og videoer om hvordan du kan bruge tjenesten.

Du finder vores Facebook-gruppe her (fører til nyt netsted).

 

Om Sensus nyhedsbrev

Sensus’ nyhedsbrev udsendes 6-8 gange om året. Vi vil gerne høre fra dig, hvis du har en idé til en god historie, eller hvis du har kommentarer til indholdet.
Kontakt Linda: linda@robobraille.org 

Tilmelding: Ønsker du at tilmelde dig mailinglisten for danske og internationale nyheder om tilgængelighed og tilgængeligt webdesign, kan de sende en e-mail til listadministrator@sensus.dk uden emne og med teksten subscribe accessibility i indholdsdelen.

Afmelding: Hvis du ikke ønsker at stå på mailinglisten, kan du sende en e-mail til listadministrator@sensus.dk uden emne og med teksten unsubscribe accessibility i indholdsdelen.