Netbanker er utilgængelige for blinde brugere
Af Ditte Junge d. 10/7-2007
I løbet af de sidste år er det blevet mere og mere almindeligt at have internetadgang til sin bank. Det letter mange små gøremål i dagligdagen såsom pengeoverførsler, budgetlægning m.m.
For blinde og svagsynede er denne mulighed en oplagt fordel. Man kan ordne langt de fleste af sine bankforretninger hjemme ved computeren uden at være afhængig af at skulle have seende hjælp eller finde vej til en fysisk bank.
Imidlertid er det langt fra alle netbanker, der er sådan indrettet, at de for eksempel kan anvendes med en såkaldt skærmlæser, der bruges af blinde og svagsynede til bl.a. at navigere på hjemmesider. Dette betyder i praksis, at blinde og svagsynede har et begrænset udvalg af banker, fordi de i deres valg af bank er tvunget til at tage hensyn til, hvorvidt de er i stand til at anvende netbanken eller ej. Hensynet til fordelagtige tilbud eller vilkår må derfor komme i anden række, når man som synshandicappet vælger sin bank.
Når man som synshandicappet henvender sig til en bank, hvor man ønsker at være kunde, bliver man desværre ofte mødt med den besked, at der ikke er planer om at ændre netbanken, så den bl.a. kan blive tilgængelig for synshandicappede. Man får at vide, at det vil være alt for dyrt i forhold til, hvor mange brugere, der rent faktisk vil få glæde af tilretningerne. Det er dog vores vurdering, at en tilgængelig hjemmeside vil gavne alle brugere, uansetom de har specielle behov eller ej.
Læs flere nyheder her.