Spring til indhold
Dansk
English

Skal I skifte computere ud? Vi skal bruge 50-100 nyere computere til blindeskole i Ghana

I forbindelse med et Danida-finansieret B2B-projekt, som vi gennemfører i samarbejde med lokale partnere i Ghana, er vi kommet i kontakt med et lærereminarium og en blindeskole i Akropong i Ghana.

Af seminariets 1.000 studerende er de 20 synshandicappede, og deres eneste mulighed for at få adgang til undervisningsmateriale er, hvis deres medstuderende vil læse bøgerne højt for dem. De blinde studerende får også kun i meget begrænset omfang adgang til eksamensspørgsmål og andet skriftligt materiale i punktskrift eller andre tilgængelige formater. Computere og punktskriftprintere findes ikke. 

På blindeskolen bor 350 blinde elever. De undervises ved hjælp af traditionelle materialer, skriver på gammeldags prentavler og har ingen adgang til computere, punktskriftprintere, lydbøger og mp3-afspillere. Det betyder selvfølgelig, at udbuddet af undervisningsmaterialer er meget begrænset, ligesom børnene ikke har adgang til at læse i deres fritid.

I Sensus arbejder vi for et rummeligt informationssamfund, hvor der er plads til flest muligt. Vi har derfor besluttet at stille vores kompetencer og oversættelsessystemer til rådighed for de blinde lærerstuderende og for børnene i Akropong. Det betyder bl.a., at vi vil give dem adgang til vores RoboBraille-tjeneste, som kan anvendes til gratis at producere lydbøger og bøger i punktskrift. Vi vil også undervise voksne og børn i at anvende informationsteknologi til at at producere materialer i tilgængelige formater og til at blive mere selvhjulpne. Samtidig har en af vores lokale partnere, som driver et forlag for undervisningsmaterialer, givet tilsagn om at levere bøger til projektet uden beregning.

Selve uddannelsen planlægger vi at gennemføre, når vi alligevel er i Ghana for at uddanne vores partnere. Det kommer efter al sandsynlighed til at foregå i perioden maj – septeber 2010. Inden da skal vi have fremskaffet to punktskriftprintere, 500 genopladelige mp3-afspillere og 50-100 nyere computere, ligesom vi skal have organiseret containertransport fra Danmark til Ghana. Punktskriftprintere og mp3- afspillere vil vi om nødvendigt købe selv, men vi har behov for at virksomheder, offentlige institutioner eller organisationer donerer computere til projektet.

Hvis I står overfor at skulle udskifte computere, er vi derfor meget interesserede i at overtage de gamle - især hvis der er tale om Windows-baserede maskiner med tastatur, mus og skærm, som ikke er over 4 år gamle. Vi henter dem gerne, og sørger selvfølgelig for at alle data bliver fjernet fra computererne, inden vi klargør dem.

Hvis du er interesseret i at høre mere om projektet eller har lyst og mulighed for at bidrage til det, kan du kontakte Lars Ballieu Christensen på  mobil: 40 32 68 23 eller via mail til lbc[snabel a]sensus.dk.