Pressemeddelelse - RoboBraille-projektet vinder årets Social Contribution Award 2007
Kalundborg, d. 7. december 2007
Den danskdrevne RoboBraille-tjeneste har vundet årets Social Contribution Award 2007. Det skete i går aftes, da British Computer Society (BCS) udnævnte årets projekter i IT-branchen. Prisuddelingen fandt sted på The Grosvenor House Hotel i London. Blandt de øvrige nominerede til den prestigefyldte pris var IBM, Microsoft, South Yorkshire Police Force, The University of Hull og The Environment Agency.
Den e-mail baserede RoboBraille-tjeneste giver syns- og læsehandicappede brugere mulighed for at få oversat elektroniske dokumenter enten til syntetisk tale eller til punktskrift når de har behov for det. Projektet understøtter målsætningen om at flest mulige mennesker skal have mulighed for at tilgå digitale informationer og opnå selvhjulpenhed i hverdagen, hvilket var afgørende for at BCS’s jury var enige om at tildele RoboBraille projektet årets Social Contribution Award.
"Vi er meget stolte over prisen. Godt nok var vi oppe imod nogen af IT-branchens virkelige sværvægtere, men det største skulderklap ligger nu i at projektet bliver anerkendt for sit positive sociale sigte
”, siger Lars Ballieu Christensen, RoboBraille koordinator og leder af RoboBraille konsortiet. ”I takt med at flere og flere af de informationer vi har brug for i hverdagen f.eks. kontoudtog, artikler eller lærebøger bliver digitaliseret, er det vigtigt at skabe løsninger som sikrer at alle kan være med. Vi arbejder derfor på at udvide tjenesten til at imødekomme endnu flere af brugernes behov for en hurtig og enkel oversættelse. Bl.a. at få tjenesten til at håndtere endnu flere sprog, pdf-filer og matematik
”, siger han.

Billederne ovenfor er fra BCS-uddelingen i London. På det første billede ses Lars Ballieu Christensen fra RoboBraille konsortiet og Ian Beverly som er fra partnerorganisationen Royal National College for the Blind in Hereford, UK. På det andet billedet ses vindere af BCS-priser 2007.
Om British Computer Society
British Computer Society er en branche-organisation for IT-branchen med mere end 60.000 medlemmer, fordelt i over 100 lande. Formålet med BCT IT Professional Award er at anerkende og promovere projekter i den Britiske og Europæiske IT-branche som udmærker sig professionelt, innovativt, kreativt og som gør en udsædvanlig indsats for bestemte individer eller grupper.
For yderligere information om BCS: www.bcs.org
Om RoboBraille
RoboBraille er en e-mailbaseret tjeneste, som kan oversætte dokumenter til enten syntetisk tale eller forkortet punktskrift. Tjenesten stilles gratis til rådighed for alle ikke-kommercielle brugere, og man skal ikke registeres for at kunne anvende den.
RoboBraille søger at løse et universelt problem – at gøre ellers utilgængelige elektroniske tekster tilgængelige for mennesker med synshandicap eller læseproblemer.
RoboBraille er oprindelig en dansk tjeneste, og den valideres i øjeblikket på Cypern, i Irland, Italien, Portugal og Storbritannien af et tvær-europæisk konsortium med støtte fra Europakommissionen.
Den danske del af RoboBraille har været tilgængelig siden 2004; I januar 2007 blev understøttelse af britisk engelsk, italiensk, portugisisk og græsk tilføjet til tjenesten. I juni og juli 2007 blev fransk og lithauisk tilføjet.
På længere sigt er det RoboBraille konsortiets mål at sikre en stabil kommerciel kundebasis til finansiering af RoboBraille-tjenesten. Denne kunne bestå af banker, farmaceutiske virksomheder, offentlige institutioner og andre virksomheder, der ønsker at benytte tjenesten til at producere materiale i punktskrift eller lyd til kunder og klienter.
Mere information om RoboBraille-tjenesten og om hvordan man bruger tjenesten kan findes på www.robobraille.org.
Om Synscenter Refsnæs og RoboBraille-konsortiet
RoboBraille drives og udvikles af Synscenter Refsnæs, der er en landsdækkende støtteinstitution for synshandicappede børn og unge. Synscenter Refsnæs er koordinator af eTEN RoboBraille-projektet i et konsortium, der også omfatter Associazione Nazionale Subvedenti, ONLUS (Italien), the National Council for the Blind of Ireland (Irland), the National Association of Housing for the Visually Impaired (Irland), the Royal National College for the Blind (Storbritannien), the Pagkypria Organozi Tyflon (Cypern) og Centro de Inovacao para Deficientes (Portugal).
Mere information om Synscenter Refsnæs kan findes på www.synref.dk.
Kontaktinformation - RoboBraille
Lars Ballieu Christensen
RoboBraille koordinator, leder af RoboBraille-konsortiet
Telefon: +45 40 32 68 23. Email: lbc@robobraille.org
Svend Thougaard
RoboBraille koordinator, Synscenter Refsnæs
Telefon: +45 59 57 02 98. Email: sth@refsnaes.dk