Pressemeddelelse - RoboBraille tjenesten får topkarakter af brugerne; udnævnt til månedens projekt af Europakommissionen
Dublin, 15. juni 2007
Det dansk-ledede RoboBraille-konsortium offentliggjorde i dag testresultaterne fra et netop afsluttet pilotforsøg med synshandicappede og læsesvage brugere på Cypern, i Irland, Portugal, Italien og Storbritannien. Selvom resultaterne stadig er foreløbige, bekræfter tilbagemeldinger fra brugerne RoboBrailles værdi, relevans og kvalitet. Offentliggørelsen af resultaterne falder sammen med Europakommissionens udnævnelse af RoboBraille til månedens projekt – i konkurrence med en lang række andre EU-projekter til månedens projekt. Pilotforsøgene gennemføres som en del af et tvær-europæisk projekt med støtte fra Kommissionen under eTEN programmet.
"Vi er selvfølgelig yderst tilfredse med de positive tilbagemeldinger, vi har modtaget fra brugerne på tværs af Europa. RoboBraille-tjenesten er stadig på kravlestadiet, og selvom den er blevet rigtig godt modtaget af danske brugere, var vi usikre på, hvordan brugere fra andre lande ville reagere på konceptet",
sagde Lars Ballieu Christensen, koordinator for RoboBraille projektet og leder af RoboBraille-konsortiet.
"Udover de høje point er brugerne kommet op med utallige forslag til, hvordan RoboBraille kan gøres endnu mere brugbar, end tjenesten allerede er. Vi er i øjeblikket i færd med at sortere i disse for at udvælge de ideer, der vil have størst betydning for synshandicappede, orblinde og læsesvage",
tilføjede han.
Over 700 synshandicappede brugere deltog i det første pilotforsøg, der løb over vinteren og foråret 2007. På en skala fra 1-5 hvor 5 er bedst, scorede RoboBraille 3,8 i generel brugertilfredshed, 4,2 på supportområdet, 3,9 i nøjagtighed, 4,4 i brugervenlighed og forståelse af konceptet, og endelig 4,0 i relevans. Pilotforsøget viste desuden, at RoboBraille hovedsagelig bliver brugt til at oversætte undervisningsmaterialer, manualer, artikler og breve. Kommentarer fra pilottestbrugere peger desuden i retning af, at RoboBraille gør synshandicappede, ordblinde og læsesvage langt mere uafhængige, sikrer tilgængeligheden til digital information og gør dem mere selvhjulpne. Forslag fra pilotforsøgspersoner omfatter bl.a. understøttelse af flere dokumentformater, herunder pdf, understøttelse af flere output-formater, bl.a. DAISY lydbøger, og desuden muligheden for, at brugerne selv kan kontrollere talens kvalitet eller øge læsehastigheden. Den foreløbige testrapport kan rekvireres fra RoboBraille-koordinatoren.
Det andet og sidste pilotforsøg med RoboBraille-tjenesten forventes at starte i juni og køre hele
sommeren med mere end 900 testbrugere.
Samtidig med offentliggørelsen af de første testresultater fra RoboBraille-projektet, blev RoboBraille af Europakommissionen udnævnt til månedens projekt i juni. Kommissionen begrundede udnævnelsen således:
"Før RoboBraille-tjenesten blev lanceret, blev konverteringen af elektroniske dokumenter til forkortet punktskrift eller tale enten foretaget decentralt af enkeltpersoner med adgang til dyrt og komplekst software, som var installeret på den enkelte computer, eller konverteringen blev foretaget af centrale producenter. Situationen er blevet forbedret betydeligt ved hjælp af den danske RoboBraille oversættelsestjeneste".
Yderligere information kan findes på
http://ec.europa.eu/information_society/activities/eten/projects.
Om RoboBraille
RoboBraille er en e-mailbaseret tjeneste, som kan oversætte dokumenter til enten syntetisk tale eller forkortet punktskrift. Tjenesten stilles gratis til rådighed for alle ikke-kommercielle brugere, og man skal ikke registeres først for at kunne anvende den.
RoboBraille søger at løse et universelt problem – at gøre ellers utilgængelige elektroniske tekster tilgængelige for mennesker med synshandicap eller læseproblemer.
RoboBraille er oprindelig en dansk tjeneste, og den valideres i øjeblikket på Cypern, i Irland, Italien, Portugal og Storbritannien af et tvær-europæisk konsortium med støtte fra Europakommissionen.
Den danske del af RoboBraille har været tilgængelig siden 2004; I januar 2007 blev understøttelse af britisk engelsk, italiensk, portugisisk og græsk tilføjet til tjenesten.
Mere information om RoboBrailletjenesten og om hvordan man bruger tjenesten kan findes på
www.robobraille.org.
Om Synscenter Refsnæs og RoboBraille-konsortiet
RoboBraille drives og udvikles af Synscenter Refsnæs, der er en landsdækkende støtteinstitution for synshandicappede børn og unge. Synscenter Refsnæs er koordinator af eTEN RoboBraille projektet i et konsortium, der også omfatter Associazione Nazionale Subvedenti, ONLUS (Italien), the National Council for the Blind of Ireland (Irland), the National Association of Housing for the Visually Impaired (Irland), the Royal National College for the Blind (Storbritannien), the Pagkypria Organozi Tyflon (Cypern) og Centro de Inovacao para Deficientes (Portugal).
Mere information om Synscenter Refsnæs kan findes på www.synref.dk.
Kontaktinformation
Global kontakt
Lars Ballieu Christensen
RoboBraille koordinator, leder af RoboBraille-konsortiet
Telefon: +45 40 32 68 23. Email: lbc@robobraille.org
Dansk lande-koordinator
Svend Thougaard, Synscenter Refsnæs
Telefon: +45 59 57 02 98/+45 40 73 63 88. E-mail: sth@refsnaes.dk
Læs flere nyheder her.