Nye obligatoriske standarder vedrørende tilgængelighed
Af Helene Nørgaard Bech d. 19/10-07
Ved årsskiftet bliver det obligatorisk for alle offentlige myndigheder at overholde en række åbne standarder, hvoraf et sæt af dem stiller krav til tilgængelighed.
Det er resultatet af en aftale, som Regeringen, KL og Danske Regioner har indgået om anvendelsen af obligatoriske, åbne standarder for software i det offentlige.
Der er i alt syv sæt af standarder, og et af disse sæt er standarder for offentlige netsteder/hjemmesider og tilgængelighed.
Overholdelsen af disse standarder, skal blandt andet være med til at sikre at løsninger er tilgængelige for alle borgere og virksomheder.
Udover dette er det tilsigtet, at der bliver taget et særligt hensyn til brugere med funktionsnedsættelser.
Standarderne skal også være med til at sikre, at tekniske udgifter for borgerne der ønsker at kommunikere digitalt med forvaltningen skal begrænses.
Standarderne for offentlige netsteder/hjemmesider og tilgængelighed kræver blandt andet, at man skal overholde WCAG - <<A href="http://www.w3.org/TR/WCAG20/">Web Content Accessibility Guidelines (fører til et eksternt netsted), retningslinierne for tilgængeligt webdesign, på niveau AA (prioritet 1 og 2).
Det betyder, at alle offentlige myndigheder skal sørge for at fremtidige it-løsninger understøtter/baseres på standarderne.