Spring til indhold
Dansk
English
Print Sitemap

Kursus i Tilgængelighed

For webmastere, informationsmedarbejdere, redaktører, indkøbere og it-chefer

Tilgængelighed på Internettet er en forudsætning for, at alle har adgang til netværkssamfundet. Tilgængelighed kan samtidig være en svær størrelse at få hold på, og der er mange myter forbundet med tilgængeligt webdesign. Kurset giver en grundlæggende introduktion til tilgængelighed på Internettet for alle som har ansvaret for at anskaffe og drive netsteder og net-baserede tjenester, eller for at publicere på nettet.

På kurset lærer du bl.a. hvorledes du sikrer tilgængeligheden til et netsted — hele vejen fra formulering af en tilgængelighedspolitik og udarbejdelse af en kravspecifikation over det grafiske design til teknologivalg, leverandørvalg, implementering og drift. Du lærer også om tilgængelighedstests, brugertests og automatiske valideringer af tilgængeligheden. På kurset får du udleveret en række praktiske værktøjer i form af eksempler, skabeloner, checklister og whitepapers, som kan anvendes direkte til sikring af tilgængeligheden.

Kurset tager udgangspunkt i de internationale retningslinjer for tilgængeligt webdesign fra World Wide Web Consortium (W3C), som også danner grundlag for de danske retningslinjer. Kursets indhold er en kombination af teori og praktiske erfaringer, som Sensus siden 1995 har gjort sig gennem vurderinger af et stort antal netsteder. Desuden får du demonstreret hvordan mennesker med særlige krav oplever utilgængelige netsteder.

Indhold

  • Introduktion til tilgængelighed og tilgængeligt webdesign
  • Overblik over kompenserende teknologier
  • (U)Tilgængelighed i praksis: Demonstration af skærmlæsere som JAWS, ZoomText, ...
  • Retningslinjer for tilgængelighed: W3C Web Content Accessibility Guidelines (WCAG), W3C Authoring Tools Accessibility Guidelines (ATAG), Gode råd om netsteder
  • Hyppige brud på retningslinjerne og konsekvenser for brugerne
  • Køb og drift af tilgængelige netsteder: Politik, kravspecifikation, udbud, implementering, test, drift
  • Tilgængelighed og Content Management Systemer (CMS)
  • Tilgængelighed og grafisk design
  • Tilgængelighed og elektroniske dokumenter
  • Tilgængelighed og elektroniske formularer
  • Tilgængelig navigation

Tilmelding

Tilmelding kan ske via email til kursus@sensus.dk eller telefonisk til 48 22 10 03.

Tilmelding er bindende. Kursuspladsen kan uden omkostninger overdrages til en kollega fra samme arbejdsplads.

Dato, sted og tid

Det næste kursus afvikles den 28. april 2010.

Kurset bliver afholdt hos Sensus:

Sensus ApS, Torvet 3-5, 2. tv., 3400 Hillerød.

Kurserne afvikles fra kl. 9 til kl. 16.

Pris

Kr 4.000,00 pr deltager excl moms. Prisen omfatter kursusafgift, kursusmaterialer og forplejning.

Undervisere

Lars Ballieu Christensen er en af landets mest erfarne tilgængelighedskonsulenter. Siden 1995 har han rådgivet en lang række myndigheder, organisationer og virksomheder om tilgængelighed og tilgængeligt design.

Helene Nørgaard Bech har speciale i tilgængelighed og brugervenlighed. Helene arbejder til dagligt med at foretage ekspertvurderinger og brugertests af netsteder og rådgiver også i tilgængelighed i content management systemer, sikring af tilgængelige pdf-filer og webtilgængeliged generelt.

Jacob Nielsen underviser brugere i anvendelse af kompenserende teknologi og er superbruger i anvendelse af skærmlæserprogrammet JAWS.
Ud over undervisning rådgiver Jacob i tilgængeligheden til hjemmesider med anvendelse af JAWS og deltager i tilgængeligheds- og brugervenlighedstest.