Spring til indhold
Dansk
English

Pressemeddelelse - Undervisningsministeriet støtter videreudviklingen af RoboBraille-tjenesten

Kalundborg, 26. maj 2008 — RoboBraille-konsortiet under ledelse af Synscenter Refsnæs har modtaget udviklingsmidler fra Undervisningsministeriet. Bevillingen på kr 1,5 mio. skal bruges til at tilføje nye funktioner til RoboBraille i løbet af 2008, som vil effektivisere produktionen af undervisningsmaterialer til læsehandicappede elever, herunder ordblinde og læsesvage. Foruden at muliggøre produktion af DAISY-bøger (strukturerede lydbøger) skal udviklingsmidlerne anvendes til at understøtte håndtering af PDF-filer og scannede dokumenter. 

De forbedringer af RoboBraille-tjenesten vi kan realisere som følge af bevillingen fra Undervisningsministeriet kan nærmest sammenlignes med den situation, hvor du får lov at springe køen i supermarkedet over, siger Lars Ballieu Christensen, RoboBraille koordinator og leder af RoboBraille konsortiet. Siden vi etablerede tjenesten, har vi været i tæt dialog med RoboBraille-tjenestens forskellige brugergrupper. Alle, lige fra læreren der laver undervisningsmateriale til elever med særlige behov, til vores syns- eller læsesvage slutbrugere, har efterspurgt et effektivt og fleksibelt oversættelsesredskab. Den materialeproduktion, som tidligere kunne tage måneder, vil med de kommende forbedringer kunne gennemføres på et øjeblik, siger han.

Om RoboBraille

RoboBraille er en e-mailbaseret tjeneste, som kan oversætte dokumenter til enten syntetisk tale eller forkortet punktskrift. Tjenesten stilles gratis til rådighed for alle ikke-kommercielle brugere, og man skal ikke registreres for at kunne anvende den. RoboBraille søger at løse et universelt problem – at gøre ellers utilgængelige elektroniske tekster tilgængelige for mennesker med synshandicap eller læseproblemer.

RoboBraille er oprindelig en dansk tjeneste. Fra juli 2006 til december 2007 blev tjenesten valideret på Cypern, i Irland, Italien, Portugal og Storbritannien af et tvær-europæisk konsortium med støtte fra Europakommissionen. Tjenesten har modtaget British Computer Society’s Social Contribution Award (2007), Prinsesse Elisabeths Fødselsdagslegat (2007) og Well-Tech Innovation and Accessibility Award (2008).

På længere sigt er det RoboBraille konsortiets mål at sikre en stabil kommerciel kundebasis til finansiering af RoboBraille-tjenesten. Denne kunne bestå af banker, farmaceutiske virksomheder, offentlige institutioner og andre virksomheder, der ønsker at benytte tjenesten til at producere materiale i punktskrift eller lyd til kunder og klienter.

Mere information om RoboBraille og om hvordan man bruger tjenesten kan findes på www.robobraille.org.

Om Synscenter Refsnæs og RoboBraille-konsortiet

RoboBraille-tjenesten drives og af Synscenter Refsnæs i Kalundborg, der er en landsdækkende støtteinstitution for synshandicappede børn og unge. Synscenter Refsnæs har udviklet RoboBraille i samarbejde med Sensus ApS i Hillerød .

Mere information kan findes på www.synref.dk. og www.sensus.dk

Kontaktinformation


RoboBraille

Lars Ballieu Christensen
RoboBraille koordinator, leder af RoboBraille-konsortiet
Telefon: +45 40 32 68 23. Email: lbc@robobraille.org

Svend Thougaard
RoboBraille koordinator, Synscenter Refsnæs
Telefon: +45 59 57 02 98. Email: sth@refsnaes.dk